Velkommen til min hjemmeside. 

Mit navn er Kirsten Bossing.

Jeg har oprettet den, fordi jeg har en veninde, Kirsten Løffler, som har skrevet mange dejlige digte. I dag sidder hun på et plejehjem, og har svært ved at finde ord, blot i en almindelig samtale.

Jeg har aftalt med hende, at jeg gerne må lægge hendes digte på min hjemmeside, så lidt flere kan få kendskab til dem.

De første 5 digte, har Otto Hænning skrevet melodi til.

De fleste digte er skrevet i starten af 1970'erne.

 

  Kirsten Bossing, 2011           Kirsten Løffler, 2004

                  

 

 

                O P T I M I S M E                                            1.

  

En forårsdag med fuglesang

og dybblå skyfri himmel,

hvor solen skinner dagen lang

på spæde blomsters vrimmel, -

 

En forårsdag, hvor luften er

som vin, der let beruser,

hvor i de nyudsprungne træ’r

en sagte brise suser, -

 

Da føles lykken som et væld

af skønne orgeltoner,

og glæders antal i min sjæl

er mange millioner.

 

Jeg samler solens stråler ind,

og håbets grønne farver,

og blomsterduft og forårsvind

i hjertet jeg begraver.

 

Der ligger den, min rige skat

af ægte livsværdier,

som rust og møl ej kan få fat,

og som mig helt befrier –

 

for regnvejrsdagens triste grå

og modgangs bitre kvaler. –

Hvad jeg behøver, kan jeg få, -

med solskin jeg betaler.

 

Jeg føler mig som Krøsus rig, -

jeg ejer hele verden,

for lyse smil ustandselig

jeg møder på min færden.

 

Og hvis det ellers skulle ske,

at noget er besværligt,

så siger jeg blot: Pyt med det –

for livet er jo herligt!

 

                                   Kirsten

 

 

-     DET ER LIVET  -                                           2.

 

 

At slentre af sted i en hyggelig takt

ad stille og rolige stier,

og lege med tanker og ord, som blev lagt

i sindet, som skjulte værdier, -

at lytte til vindenes susen i sivet,

og nyde naturen, som den blev os givet, -

-          det er livet!

 

 

At støde sin fod på de kantede sten,

og snuble og føle sig slået, -

at ynke sig selv for de smertende mén,

som sjælen af modgang har fået, -

at føle sig dødtræt af striden og kivet

i verden, og ikke ku’ øjne motivet, -

                    - det er livet!

 

 

At samle sig sammen og rette sin ryg,

som modgang har kuet og bøjet, -

at fare med lempe mod ondskabens tryk,

og glemme, hvad sindet har døjet, -

at rense sin tanke for jam’ren og pivet,

og gro midt i blæsten, som græsset og sivet, -

-          det er livet!

 

 

At finde en vej og ha’ mod til at gå,

og elske den jord, man betræder, -

at samle sig glæder, som jordbær på strå

på sande og ydmyge steder, -

at sanse, og ikke ta’ noget for givet,

men leve sig frem til at se perspektivet, -

                     - det er livet!

 

 

 

 

 

        S O M   M A N  S E R  D E T                                       3.

 

 

Om himlen er skyet med huller med blåt

eller blå med kun enkelte skyer –

om regnen gør alting modbydeligt vådt

eller frisker, gi’r liv og fornyer, –

ja, O.K., la’  os blot diskuter’  det,

men det er nu trods alt, som man ser det!

 

 

Vi mener så meget om dit og om dat,

og vi måler og vejer hinanden,

men egentlig er det jo blot noget pjat

at forlade sig helt på forstanden, -

for det rigtige eller forkerte,

ja, det er nu trods alt, som man ser det!

 

 

For nogle er dette, at bruge sit liv

på prestige i et samfund, det rette.

De mener, at penge er alt det motiv,

som skal  til for at slide sig trætte, -

jamen, la’  dem så bare præster’  det,

for det er nu engang, som de ser det!

 

 

At flyde med strømmen behændigt og let

og blot ikke fundere for meget,

men lade ”de andre” om, hva’  der er ret,

og i øvrigt ha’  nok i sit eget

er tilstrækkeligt for de blaserte –

de la’r andre om, hvo’den man ser det!

 

 

Værdier, som ligger i kunst og lyrik,

lader nogle ufølsomme, kolde,

mens andre i farver og ord og musik

finder livskraft, som virk’lig ka’  holde –

så vi må slet og ret akcepter’  det:

alt i livet er blot, som man ser det!

 

 

-    S M I L  -                                                       4.

 

 Du kan møde hundred’  mennesker, som bare går forbi,

- hundred’  mennesker med tomme, døde øjne,

som er fanget i den hverdag, som et liv kan drukne i,

og som bygger på forfængelige løgne.

 

Du kan føle dig så ensom og så knugende forladt

mellem lukkede og stive, grå facader,

som er mere håbløst mørke end den stjerneløse nat,

når du går ad lange, uoplyste gader.

 

Og det føles uden mening, at du blot bli’r ved at gå,

for du aner ikke selv, hvor vejen ender.

Som en dunkel smerte anes kun det savn, du bærer på,

og den længsel som en hverdag ikke kender.

 

Og så sker det dog, at skyerne kan spredes for en stund,

så en stjerne lyser mildt på nattehimlen,

når du strejfes varmt og levende af smilet på en mund,

som du helt tilfældigt møder midt i vrimlen.

 

Og i øjne, som er fremmed’, kan der lyse en kontakt,

en forståelse af alt det varme, rene,

som engang i alle mennesker i sjælens dyb blev lagt,

- og du smiler, og er ikke mer’  alene.

 

 

                      DE TO JEG’ER.                                                           5.

 

Det er ikke mig, der råber, skælder ud og viser tænder.

Det er noget inden i mig, som jeg faktisk ikke kender,

og mit sande JEG beskæmmes, når det alt for ofte hænder,

at det ”noget” griber chancen,

når jeg selv har tabt balancen.

 

 

I min egen lille verden er der fred og harmonier,

og jeg elsker selve livet, som er fyldt med poesier,

som jeg gerne delte ud, for jeg er nemlig ingen gnier!

Men hvor skal jeg dog formå det,

når slet ingen kan forstå det?

 

 

For de mennesker, jeg kender, jager rundt i andre baner,

hvor de stille hverdagsvinde blæser op og bli’r orkaner,

så det hvirvler med problemer, om hvis svar jeg intet aner,

og det hamrer, og det banker

og slår hul på mine tanker!

 

 

Det er li’som om fornuften bliver parteret af en slagter,

når jeg trænges op i krogen af de ting, jeg ikke magter!

Og så starter denne råben med gebærder og med fagter,

mens det Jeg, jeg ikke kender,

skælder ud og viser tænder!

 

 

Når jeg tænker på, at andre også slås for deres Jeg’er,

altså det, som er det bedste, af de to vi sikkert ejer,

og de kæmper mod hinanden, mens vor lille klode drejer,

kan jeg godt forstå vor færden

laver rod i denne verden!

 

 

                                     GENERTHED.                                               6.                                               

 

Hvorfor er det dog så svært at være frigjort og sig selv?

Det er trist at være en af de generte!

Et almind’ligt gulv kan virke li’som strømmen i en elv,

når man går og pluds’lig føler, nogen ser det.

Ben og arme bli’r for lange,

smilet skævt og blegt og bange

og bevægelserne stive og forkerte!

 

Det har ikke spor at gøre med fornuft og med logik,

når det hele indeni med ét står stille,

og man tror at se en dom og en kritik i andres blik,

så ens selvtillid bli’r mikroskopisk lille.

Alle andre bli’r en trussel,

og man føler sig så ussel,

at man ikke mer’  kan gøre det, man ville.

 

Skønt man tænker ved sig selv, at det er virk’lig noget pjat,

og det bare gælder om at ta’  sig sammen,

lyder det, man ville sige dumt og meningsløst og fladt,

og i allerværste fald bli’r det til stammen.

Stemmen virker ikke rigtigt,

og man gemmer blot forsigtigt

det, man mente, og si’r ”Nå” og ”Ja” og ”Amen”.

 

Og så er man ikke læng’re den person, man faktisk var,

man har gemt sig bag en stiv og dum facade,

og man føler sig som fremmed, som en sær uheldig nar

mellem mennesker, som snakker og er glade.

Man er ikke som de andre

ønsker blot, man kunne vandre

i det skjulte ad en fjern og dunkel gade.

 

Det er meget kompliceret med komplekser, for det sker,

at generte mennesker er som forførte

til at tro, at andre tror, man er en anden, end man er. -

Ja, forstå det, hvem der kan, hvorfor man gør det,

når det enkleste må være,

hvis man simpelthen kan lære

blot at være den, man er, - og hvis man tør det!!

 

 

                   V E N N E R.                                                        7.

 

I hverdages strømme af ensformighed,

hvor mennesker blot skal fungere,

og arbejdet indtil ulidelighed

kan være for trægt at præstere, -

når tingene ikke vil gå, som de skal,

og sind og humør ta’r et kedeligt fald,

så hænder det, at vi erkender,

at da er det godt at ha’  venner.

 

Og kommer der modgang og sorg og fortræd

og mørke og truende skyer

har lagt sig så tæt om det hjemlige sted,

at hver dag, som stadigvæk gryer,

kan være en byrde så tung og så stor,

at alt bli’r så mørkt som den sorteste jord,

mens tårerne øjnene blænder, -

ja, da er det skønt at ha’  venner.

 

Men skønnest er dage med strålende sol

og inderlig jublende glæde,

hvor alt, hvad der gror, er et dejligt symbol

på livsvarmen, som er til stede,

når mennesker positivt kommer os ved, -

ja, da er vor jord et vidunderligt sted,

når åbne og fremstrakte hænder

kan mødes med dejlige venner.

 

           

             EN DRÅBE.                                                               8.

 

En tanke kan være som snefnugget let,

og rummet så helt uden grænser.

For vinden kan sneflokke flyve så tæt,

at kun deres hvidhed man ænser.

 

Og dog er det enkelte snehvide fnug

en verden af skønne krystaller, -

så flygtig, urørlig, betagende smuk,

at længsler det vækker og kalder.

 

Åh, kunne jeg klæde min tanke i ord,

og stadig dens skønhed bevare!

Men alt, hvad den givende sindet betror,

vil undvige ordenes snare.

 

Når snefnuggets skønhed berører min hånd,

og ordets begærlige tåbe,

så smelter krystallernes snehvide ånd,

og digtet bli’r bare en DRÅBE.

                    Vi har brug for hinanden.                                       9.

   

At hverdage let bli’r  lidt triste og tunge og grå,

ja, det skal man blot være menneske for at forstå.

Når dage er fyldt med problemer og slid helt til randen,

så kommer vi let til at spænde lidt ben for hinanden.

 

 

Så kævles vi nidkært og længe om det: ”at få ret”, -

for stolthed er noget, der såres uendeligt let,

og så må vi pudse ihærdigt vor indbildte glorie

med små bagateller, som bli’r til en mægtig historie.

 

 

De fejl, andre gør, bli’r  blæst op med ”for fanden” og ”sgu’”,

og hvis  dagen ikke var grå, ja, så bli’r den det nu,

for hvem kan vel trives i sådan en tung atmosfære,

hvor smålige Jeg’er vil slås som gigantiske hære.

 

 

Jeg kender et råd: at ku’  glemme sit smålige ”selv”,

og værne det liv, der er ved at bli’  trampet ihjel,

og mast i et samfunds enorme teknik og maskiner,

som skaffer os ”luksus”, - men jager og larmer og sviner.

 

 

Jeg tror, det kan nytte, at samle på varmende smil,

og venlige håndtryk og ord i den helt store stil

på tværs af maskinernes larm og vor selviske banden, -

for vigtigst af alt er dog det: Vi har brug for hinanden!

 

 

              Mellem to broer.                                                             10.

 

Her ender vejen, - alt er gemt i tåge,

som driver træg, tungsindig ind mod land, -

kun sprængt af skinger skrigen fra en måge,

der svæver over bæltets mørke vand.

 

 

I birketræets slør af spinkle kviste,

har tågen vævet perledråber ind.

Som tusind øjne søger de at vriste

en klarhed ud af tågens tætte spind.

 

 

Men alt er tomhed, - tiden holder vejret,

og intet svar kan læses på dens mund.

Det er som selve tiden har fortæret

et univers af stjerner for en stund.

 

 

I evigheder føles det som døden,

og alt er tung, umåleligt og sort.

- Så dæmrer det, - og skær af morgenrøden

får lydløst tågen til at svinde bort.

 

 

Da løsnes langsomt hænders hvide knoer,

og øjne spejler bæltets grønne vand

imellem to af sol forgyldte broer, -

to nye veje mod et fremtids-land!

 

                    Religion.                                                                         11.

 

Da menneskeslægterne søgte en redning

fra alt, hvad de ikke ku’  magte i flok,

da fandt den af angst, fyldte ældgamle hedning

i religionen en støttende stok.

 

Mod selvutilstrækkelighed kan det gavne,

at have en almagt at støtte sig til.

Men har denne guddom forskellige navne,

står menneske-sameksistensen på spil.

 

Fordrejet til skånselsløs blind fanatisme,

bli’r religionen en helt anden sag.

Da løfter man stokken med hård realisme

og slår på sin ”næste” et knusende slag!

 

 

   4-5000 års kulturhistorie reduceret til 8 linier.                        12.

 

Da Patriarken opfandt mandens Gud,

blev jordens STORE MODER på hans bud

fortrængt og misbrugt sammen med naturen,

mens mandens magt blev grundlag for kulturen.

 

 

Da ingen Adams søn kan føde sel(v),

så hævder han sig ved at slå ihjel.

Gad vidst om hadet havde fået lige

så gode kår, hvis Kain var ble’et en pige??!

 

 

              DEN DANSKE SOMMER.                                         13.

 

Herlig er den danske sommer, -

vel at mærke, hvis  den kommer!

Tit den nemlig skamløst svigter,

glemmer ganske sine pligter, -

med en barsk og regnfuld vind.

 

Men når væk er blæst og byger, -

når den anden kind den stryger

blidt og nænsomt med sin charme,

øser ud af solens varme,

har vor lunefulde skat

vi med lethed alt forladt!

 

 

          Det hvideste -                                                                  14.

Du ser på mig med feberblanke øjne,

og smerten trækker skygger om din mund.

Men feberen gør tankerne forfløjne,

bedøver dine kvaler for en stund.

 

Du ta’r min hånd, og prøver på at sige,

hvad søgende du ser på tankens vej.

Jeg følger dig, min lille syge pige,

og sammen leger vi en tælleleg.

 

Dit øje søger,

og tanken svirrer.

Da du begynder,

din stemme dirrer:

 

Der er:

hvidt i dit øje, som på mig ser, -

hvide er tænderne, når du ler, -

hvid er den sne, som på ruden sneer, -

hvidt er gardinet, som florlette feer, -

hvidt er betrækket på puden der, -

hvide er knoerne, når jeg be’r, -

hvidt er så meget, så meget mer’, -

men Mor, hvad er hvidest i verden her?

 

Af forklaringer findes for mig kun én,

på det mål, som du søger på tankernes færden:

Din barnesjæl, kære, så tillidsfuldt ren,

jeg føler er hvidest af alting i verden!

 

 

                           Depression.                                                        15.

 

Halve løgne, kompromis’er, -

dybest nød, som man fortier.

Storme i det indre raser,

mens man lapper livets laser.

 

I en tåget eskapisme

hentes fejgt lidt optimisme,

som i håbløsheden bunder.

-          Hvile lidt i stille stunder.

 

Rejse sig, skønt sjælen halter, -

samle om sig sine pjalter.

Gå mod nye spildte dage, -

bare ikke se tilbage.

 

Sjokke fremad som en dåre,

læskes af sin salte tåre.

Skrige hæst og hult af tørken

i den sjæleløse ørken.

 

Bede næsten glemte bønner,

nå man intet mere skønner.

Hviske sagte og forlegen:

”Vis mig, Herre, vis mig vejen!”

 

 

                             DU.                                                                  16.

 

Hvis jeg kunne, da ville jeg lige nu

blot stryge dig blidt over håret

og lægge min sjæl i det ene ord: DU -!

-          men just det er mig ikke beskåret.

 

I stumhed og tomhed og magtesløshed

er hele min verden begravet,

og smertende fattigt er alt det, jeg ved, -

kun som dråber, der drypper i havet.

 

Hvad hjælper os ord, når de ikke kan nå

fra ét menneske kun til et andet

i den sparsomme tid, til et liv går i stå,

og det hele forsvinder i sandet.

 

Når engang på den yderste øde rand

jeg står og har intet tilbage,

men bare betragter det ingenmandsland,

som skabtes af hensvundne dage, -

 

af håbløse ord, som slog alting i skår

og kun såede mistro og savn, -

da ønsker jeg bare at stryge dit hår,

og så sagte at hviske dit navn.

 

           

                  Erfaring.                                                                 17.

 

Du bragte illusioner til at briste,

og lærte mig, hvad sjælen ikke vidste:

at kærtegn blot kan deles ud på skrømt,

og skabe illusion om noget ømt, -

 

at leg kan ligne noget, der er ægte, -

og sjælens varme kan man blot fornægte

og se i øjnene de ydre ting,

som skaber menneskenes snævre ring, -

 

at ørkenblomsters pragt fra fjerne kanter,

kan drives kunstigt frem som potteplanter,

så man kan tro, at man af egen magt

har frembragt denne underfulde pragt.

 

Men jeg var ingen kunstig potteplante,

og mangled’  ganske sans for det pikante, -

kun kærlighedens ydmygt sande mod,

kan ene skabe næring til min rod.

 

Så lad mig stå med tabte illusioner,

og ene lytte til de rene toner,

som klinger fra det klare himmelhvælv,

- og aldrig mere svigte livet selv! 

 

 

                    F A R V E L.                                                          18.

 

Let som en vind, som et tankeløst pust,

stryger det ind gennem hverdagens døre, -

slidt af at gentaget, næsten robust,

rammer det dagligt det sløvede øre, -

morgenens dør falder i med et smæld

efter et hastigt og flygtigt: FARVEL.

 

Mødes og skilles er menneskers lod.

Nogle berører kun flygtigt hinanden, -

andre bli’r fanget i mindernes vod,

knyttet af følelser, mer’  end forstanden, -

spændt som en bro over afskedens skel,

skabt af et ord, af et udtalt: FARVEL.

 

Tungt kan det føles at sige det ord.

Dybe og ordløse følelser brænder

stumt i et blik, hvor kun tårernes spor

anes i knugede, følsomme hænder.

Længsler og kærtegn bli’r tiet ihjel,

kvalt i fortvivlelsens kys til FARVEL.

 

Pligterne kalder, et liv går i ring.

Alt skal fungere og meget må glemmes, -

kvæles af hverdagens krævende ting.

Tiden skal bruges, og følelser gemmes.

Hvad har betydning? – knapt ved vi det selv, -

jager blot mellem ”Go’da’” og ”Farvel”.

 

Midt i det travle, forcerede liv

møder vi døden med undrende øjne, -

standser en stund, - for i det perspektiv,

aner vi dybt illusionernes løgne.

- Tænksomt og stille går dagen på hæld, -

hvisker et enkelt og sidste: FARVEL.

 

 

                    HERAKLIT. (540- 480 f.v.t)                                       19.

 

Ti videnskabsmænd fra forskellige grene

af filosofi og naturvidenskab

sad ivrigt og drøfted’ , hvad man kunne mene

om udviklingsstatus blandt nutidens stab.

 

Som tro specialister og store genier

holdt hver helt loyalt på sit eget gebét,

som det, der har bragt os de sandhedsværdier,

der trodser, hvad verden til dato har set.

 

”Ja, tænk,” sagde en, ”hvis vi her kunne møde

blot én af de gamle, man hædred’  så højt, -

hvis HERAKLIT pluds’lig stod op fra de døde,

så ville han ikke begribe en døjt!”

 

Om det var de stærke berusende drikke,

der flød ved kongressens gemytlige lag,

som fremkaldte synet, - det ved jeg nu ikke, -

men pluds’lig blev alle som ramt af et slag.

 

For midt i den kreds, hvor de spøgte og talte,

der trådte han frem i sit hvide gevandt, -

den HERAKLIT, hvorpå de spøgefuldt kaldte,

og som de i overmod latterlig fandt.

 

”Velkommen, du gamle, nu skal vi dig vise,

hvor langt vi er nået på 2000 år!”

sa’  en af de ti, som tillige ku’  prise

sig af, hvad som ”mod” man til dagligt forstår.

 

Og snart kom de andre igen til de hægter,

man taber, når over for myten, man står.

For få specialister sin kæphest fornægter,

når de kan dupere med, hvad de formår.

 

”Kom her, gamle ven, vi vil vise dig verden

og alt, hvad vi skabte med snildhed og kløgt!

Vi klarede alt, hvad du selv på din færden

i hensvundne tider forgæves har søgt.

 

Beklageligt er det, men let at begribe,

at det, du fortalte slet ikke holdt stik,

skønt de teorier, du skabte på stribe,

slog revner i datidens tænkning og skik.

 

I dag er vor videnskab anerkendt, fejret,

og nutidens filosofi skaber magt.

Vor viden har næsten vor klode besejret,

ja, den har endog helt til månen os bragt!”

 

Med pral snart den ene gik over den anden,

fortalte om hele den verden, de så, -

mens HERAKLIT tankefuldt runkede panden,

som om det for ham var lidt svært at forstå.

 

Omsider var alt detaljeret beskrevet,

og da de på HERAKLIT sluttelig så,

tog han, der som kongesøn her havde levet,

til afsked sin tillærte høflighed på:

 

”For strålende gæstfrihed være I priset,-”

han bukked’  ærbødigt, men tøved’ en tid,

”-men mest jeg dog takke Jer vil for beviset!”

-          nu kom der i stemmen ungdommeligt bid, -

 

”beviset på min teori, som jo lyder

så enkel, at I nok vil kalde den vås:

At alt her i verden til stadighed flyder, -

om end det på anden vis nu kan forstås!

 

Ved selvsyn erkender jeg, at det jo lader

til, at teorien har ændret sig lidt!

At ingen 2 gange i samme flod bader, -

det skyldes i dag, at den er for beskidt!

 

Nuvel, kære venner, jeg ser, at I borger

for overflods-velstands-teknikken med mer’.

I minder mig helt om hver Efesusborger,

om end der i nutiden større ting sker.

 

Men må Jeres velstand og rigdom bevares,

som Efesusborgernes strålende pragt,

at al Jeres usselhed kan åbenbares,

til alt her på Jorden til ende er bragt!”

 

Forundrede så de den gamle forsvinde.

Med samtalen gik det unægtelig sløjt.

Kun han, der fik ret, kunne lyspunktet finde:

”Jeg sa’  jo, han ikke ku’  fatte en døjt!”

 

 

                         TAKAKKAW.                                                          20.

 

TAKAKKAW er navnet på et 375 m højt vandfald i

YOHO-nationalparken, Rocky Mountains, Britisk Columbia, Canada.

Ordet YOHO er et udråb for bestyrtelse I Cree-indianernes sprog.

TAKAKKAW betyder: It’s wonderful.

 

Tør du nærme dig Takakkaws tordnende fald,

dér hvor vandets enorme kaskader

fra en sprække højt oppe i klippernes skal

styrter ned over bjergets facader?---

 

Du skal over en mudret og brusende flod

ad en bro, hvor du føler dig svimmel

af den hvirvlende strøm, som ved bjergenes fod

låner lys fra en sommerblå himmel.

 

Du skal gå ad en sti, som er drivvåd og glat

- først betrådt af en ”vild” indianer –

og den slynger sig stejlt mellem klipper og krat

og århundreders ældgamle graner.

 

Du bli’r døvet af vandfaldets larmende brus,

mens det mørkner af træernes skygger.

Og du føler at lufttrykkets stormende sus,

som en urkraft mod stien dig trykker.

 

Du bli’r gennemblødt helt og uendelig træt,

ramt af vandmassers splintrede dråber.

Hvis du snubler, da gælder kun selvhjælpens ret,

ingen hører dig her, hvis du råber.

 

Bag dig ligger din verden, forsikret og tryg,

men du sanser kun svagt, den forsvinder.

Fremad drives du, drivvåd med krumbøjet ryg

uden anelse om, hvad du finder.

 

Netop da ser du TAKAKKAW tindrende klart

fra din skovnat, som kun var forloren, -

og i vandfaldet stråler en regnbue, sart

som et himmelens barn her på jorden.

 

Du må løfte dit ansigt, men bøje dit knæ,

lade regnbuespektrets forklaring

trænge ind i dit hungrende sind som et læ

og en ydmyg og stor åbenbaring.

 

  -  Tør i livet du nærme dig regnbuens sjæl,

som fra dybet af livsånden kalder? –

Eller vil du helt passiv fra isse til hæl

kun betragte at TAKAKKAW falder???

 

PS. Jeg ser TAKAKKAW som ”livskilden”.

Vil man tage livet på sig – og betale omkostningerne?

Eller vil man (som i H.C. Andersens eventyr KLOKKEN)

nøjes med at ”drikke the-vand hos konditoren”??

 

 

                  Konkurrence.                                                                21.

   

Længe leve konkurrencen,

den vil gi’  os alle chancen

for at slå rekorden med det helt gedigne store stress!

Træd på nakken af den ”næste”, -

du må se at bli’  den bedste!

Det kan ikke tolereres, at du bare er tilfreds!

 

Der er stadig mer’  at hente, -

og det gi’r tillige rente,

når du først har lært at regne med de allerstørste tal!

Den, der lidt spagfærdigt siger,

at der også er værdier

i at leve og at tænke, han må være splittergal!

 

Li’  fra allerførste klasse

lærer børnene at passe

på at få de fleste præmi’er og den bedste karakter.

De må lære, at motivet

for at lære her i livet

er at skaffe sig det bedste, og så stadig kræve mer’.

 

For vort effektive samfund

ville være helt på bar bund,

hvis vi fjerned’  konkurrence-elementet fra de små!

Vore børn må rekruteres,

for vort tempo skal forceres,

og det må de arme unger også lære at forstå!

 

Men at selve det, man lærer,

først og fremmest indebærer,

at det åbner sindets døre mod en større horisont,

som kan redde individet

fra at stivne midt i slidet,

gøre livet rigt og dejligt også midt i dagens dont, -

 

det er ikke det, der tæller!

Om at hævde sig det gælder!

Derfor må vi skoles effektivt i konkurrencens pres!

Først måske ved vejens ende

bli’r der tid til at erkende,

at vi solgte livets rigdom for prestige, jag og stress!

 

 

                  SAMMENHÆNG.                                                      22.

 

 

Hvis du søger i livet et mål og en mening,

så vælg dig en solgylden efterårsdag.

Gå ud og fornem med naturen forening, -

kast bort den facade, du gemmer dig bag.

 

Lad den falde som træernes brogede blade, -

luk op for de sanser, du sjældent har brugt.

Og se, livets mening er ikke facade,

men kimen til fremtid i nutidens frugt.

 

Kan du ane et sammenhæng som guilander,

af spindelvæv spændt mellem blomster og bær.

Og ser du i lyset af dugdiamanter

den helhed, hvor evighed pluds’lig er nær?

 

Da er spørgsmål om mening og mål blevet tomme,

og selv er du blevet som frøfnugget let, -

for livet er alt, hvad der var og skal komme,

og nu’et forener det hele til eet!

 

 

 

                      SINDSLIGEVÆGT                                                   23

 

Mit Sind er en vægt med to ophængte skåle,

som påvirker vægtarmen op eller ned.

Mit formål med livet, den prøver at måle:

Hvad har størst betydning? Hvad kommer mig ved?

 

Hvad andre vil mene, for mig rummer pligten

i livet, bli’r lagt i den tungeste skål.

I nidkærhed finder jeg aldrig en svigten

hos dem, der for mig vil bestemme mit mål.

 

Den anden, den lette af skålene rummer,

hvad selv jeg kan føle har varigst værdi.

Men målt imod pligten, for let’ er de summer

af glæde ved roser, musik, poesi.

 

Så skal i balance jeg veje de prismer,

der opfanger lyset fra himmelens hvælv,

er løsningen den, at mit sind bli’r en bismer,

og loddet som vejer, - det flytter jeg selv.

 

 

                       SEKSTEN ÅR.                                                          24.

 

Jeg møder hende ofte, når hun kommer eller går.

Hun smækker lidt med døren, mens hun hastigt siger ”hej”.

Der hænger duft af vind og vejr og lak i hendes hår,

og dybt i hendes øjne danser drømmens unge leg.

 

Hun er så ung og stor og stærk og bruger mange ord,

som aldrig lader ane, at hun indeni er svag

og blød og forsvarsløs og angst for alt på denne jord,

hvor hendes sjæl kan brænde for de undertryktes sag.

 

Hun køber tøj i massevis og ejer ingen trævl,

som hun kan klæ’ sig i, når hun en aften skal til fest.

At rydde op og gøre rent er noget værre ævl,

når man i rod af ting og tøj kan trives allerbedst.

 

Og jeg skal aldrig tale om, dengang jeg selv var ung,

det er så længe siden – da var verden ikke født,

så jeg kan intet vide om, at sorgen føles tung

og glæden, som hun kender den …den har jeg aldrig mødt.

 

Hun elsker kærligheden, som er drøm og dramatik,

og intet har at gøre med den barske unge fyr,

som kører rundt på knallert og går op i mekanik

og synes, det er ”fedt” med lidt ballade og postyr.

 

Alverdens depressioner kan hun græde stille ud,

mens båndoptagerlarmen bygger mur om hendes sorg.

Urørlig, utilnærmelig, skønt nedbrudt som en klud

forskanser hun sig stejlt og stolt på illusionens borg.

 

Men undertiden hænder det, hun ta’r den store tur

beklager sig og skælder ud i voldsom jalousi

og utilstræk’lighed og had, fordi hun ikke du’r,

og verden er så ond og fyldt med lavt forræderi.

 

Jeg møder hende ofte, og jeg elsker hendes smil,

som er en lille piges, men har glans af lys og vår.

Hun er som regn og sol og blæst og byger i april,

et univers af følelser på bare seksten år.

 

 

                       SNEGL.                                                                   25.

 

Jeg er ikke den, som du tro’de, jeg var, -

jeg er bare en underlig snegl,

som fordrejer sig selv til en tåbelig nar

ved at spille på snurrige fejl.

 

Og jeg bor i et hus med en mærkelig gang,

som er snoet og dunkel og dyb, -

den kan rumme et ekke af fuglenes sang,

- men tillige det særeste kryb!

 

Når jeg længes mest mod det åbne og fri,

driver krybet sit sælsomme spil,

og formørker med tåge hver solforgyldt sti,

så jeg aldrig kan nå, hvad jeg vel.

 

Men når blot min længsel er faldet til ro,

og jeg trækker mig ind i mit hus,

kan jeg stille fornemme alt levende gro, -

høre toner i vindenes sus.

 

Lad mig ligge her, - og sejl videre, Du,

når de vinde ta’r fat i dit sejl,

mens jeg lytter i fred, - for du ved det jo nu:

Jeg er bare en underlig snegl!

 

 

           SOMMERREGN.                                                26.

 

Vandre ud ad landevej’n

i den stille sommerregn

sanse duften

fylde luften

fra de grønne hegn.

Se, hvor alt bli’r friskt og nyt, -

plaske i en regnvejrspyt, -

alt er herligt,

ganske særligt

for et let gemyt.

 

Let som fuglens frie flugt, -

åben som den blide bugt, -

mine tanker

gror som ranker, -

alt er nyt og smukt.

I min varme, hule hånd

holder jeg et hjertebånd,

rigt som regnen

over egnen,

fuldt af liv og ånd.

 

Alt er bare dig og mig,

toners lyse, lette leg

får det triste

til at briste

på min regnvejrsvej.

Nu tør jeg omsider tro,

at en regnbu’s farvebro

spejler livet,

som blev givet,

for at alt skal gro.

 

 

           KUNDSKABENS TRÆ.                                      27.

 

Jeg hader dig, overflod!

du, som ihjelslår ånden, -

som ikke kan fatte med tanken,

men bare med hånden.

 

Hvem skabte dig, overflod?

Hvor har du rod i sindet?

Med snedighed har du som slangen

vi mennesker blindet.

 

Du blinder os, overflod,

helt for de ædle frugter.

Og vis på vor svaghed du dovent

i træet dig bugter.

 

Af kundskabers overflod

skabtes de goldeste glæder.

Men tankeløst, grådigt vi stadig

af frugterne æder.

 

At kvæles i overflod

er vores straf til døden,

mens udhungret, ydmyg vor broder

må kæmpe for føden.

 

 

                      TIDENS VANDE.                                              28.

 

Fornemmer du, at tidens tand,

har gnavet år for år af livets længde,

og ædt af dine muligheders mængde, -

og føler du, at tiden kan

alene lastes for, at vores klode

er mindre værd, en vore fædre tro’de.

 

Da vid, at tidens rene vand

kun strømmer jævnt og viser ikke tænder, -

at alt, hvad der af negativt os hænder,

er slam fra sindets affaldsspand,

og mennesket alene forurener

og skaber i vor tid så mange gener.

 

Og møder du en furet mand,

og tror, at han af tiden kun er ældet,

da har din dom, du lidt for hastigt fældet.

For øjets glød af livets brand

blev ikke sluk’t af tidens klare vande,

men kvaltes bag den tanketomme pande.

 

Opfyldtes helt til målets rand

end alle ønsker, som han havde næret,

blev glæden af erfaringen fortæret.

For kunst er ikke det man kan.

Så snart den sidste hindring er forceret,

bli’r målet alt for snart devalueret.

 

Som passivt vidne tiden kan

afsløre, hvad i livet vi forødte,

men den var uden skyld, hvis vi forblødte.

Hvis mange slægters uforstand

har sat den gale kurs på tidens vande,

da valgte mennesket,  hvor det skal strande.

 

 

 

 

 

 

                                  
Besøg  
000710